Morten Høgh Petersen: Paradokset i Revisorbranchen

Af
Mads Brix

Når virkeligheden rammer er alt forandring svær. Hvorfor ændre på tingene, når det egentlig fungerer, som det er?

Vi har sat nogle af de mest spændende profiler i Danmark stævne, for at få deres perspektiver på den digitale udvikling i branchen, et bud på hvordan de arbejder, hvad de drømmer om i deres arbejde og ikke mindst et forsigtigt bud på, hvordan fremtiden ser ud.

Vi håber vi kan være med til at inspirere dig til, hvordan fremtiden kan se ud, og hvilke muligheder digitaliseringen fører med sig, så du kan få mere tid til at skabe værdi i dit arbejde.
Download hele rapporten her.

Rigtig god læselyst.

Paradokset i revisorbranchen

Revisorbranchen har et ansvar for at hjælpe hinanden med at udvikle sig og blive bedre til at servicere erhvervslivet. Sådan siger Morten Høgh-Petersen, der er partner hos KPMG. KPMG er et af de traditionelle ”Big 4” internationale netværk med mere end 200.000 ansatte globalt.

Det er en bred indflyvning, når vi taler digitalisering i revisorbranchen. Det er en udvikling, der har været i gang i lang tid. Nogle steder har det taget fart, og andre steder er digitaliseringen blevet ved tanken. Når Morten Høgh-Petersen, partner hos KPMG, skal perspektivere udviklingen, peger han specielt på en grund som årsag til den manglende adoptering af digitaliseringen. Branchen er opdelt mellem en traditionel og en mere digital vision for branche-services. Til trods for opdelingen af branchen, som øges i takt med digitaliseringen, mener Morten Høgh-Petersen, at Danmark strukturelt har potentialet til at være langt fremme med digitaliseringen.

Ringbindet og de digitalt indfødte

– Vores branche er delt i to. På den ene side har vi de erfarne revisorer fra den gamle skole, der kan huske hvor tungt, et ringbind er, og som har et traditionelt forhold til kundernes bilag og materiale. På den anden side, har vi nu den første generation af revisorer, der ikke en gang har prøvet at arbejde med kundernes ringbind og de fysiske revisionsmapper. Det er dem, der klarer alt digitalt, ikke er bange for ‘skyen’, og kan gøre mange ting på kortere tid – når blot data er gode nok. Det falder denne gruppe mere naturligt. Simpelthen fordi de er digitalt indfødte, forklarer Morten Høgh-Petersen.

– Erfaring og ny viden. Det lyder som de perfekte ingredienser, hvis man gerne vil bygge en digital forretning, hvor arbejdet bliver både mere effektivt og samtidigt hurtigere, funderet i sammensmeltningen af erfaringen og de digitale muligheder. Men som Morten Høgh-Petersen understreger, så er paradokset, at den digitale transformation ikke sker. Ifølge ham er problemet, at det er svært at ændre måden, man arbejder på, når den nuværende måde jo fungerer. Især, hvis der ikke er overbevisende argumenter for, at man bør gøre tingene på en anden måde, eller de nye måder ved første øjekast virker besværlige. “Og det kan de for en garvet revisor, hvor digitale løsninger ikke falder naturligt. Mennesker er vanedyr, og så handler det om IT-tryghed, tilføjer han.

– Det betyder også, at vi skal se udviklingen komme fra de ikke-erfarne, nemlig de digitalt indfødte revisorer. En gennemgribende digitalisering kræver, udover udvikling, altså også en form for generationel udskiftning, uddyber Morten Høgh-Petersen og tilføjer:

– Der er stadig en del sandhed i, at man går på pension med sine kunder, og digitalisering kommer til at accelerere livscyklusserne i erhvervslivet, så mange virksomheder nok leverer kortere perioder end, de har gjort historisk.

Kundernes centrale rolle i digitaliseringen

Ligesom der er en generationsforskel ved, hvordan revisorerne griber digitaliseringen an, gælder dette også for kunderne. Kundernes egen digitalisering er altså en betydelig faktor, måske en del af svaret på, hvorfor adoptionen af digitaliseringen endnu ikke har manifesteret sig i branchen.

– Der er to overordnede kundesegmenter. Der er de store, og der er de små. De store er komplekse og sværere at interagere med og med mange restriktioner for revisorerne. Her ligger mulighederne i komplekse og tilpassede dataanalyser på bestemte områder. For de mindre og mellemstore selskaber, SMV’erne (95% af alle virksomheder i Danmark), er der grupper, især ejet af yngre ejerledere, som er mere villige til at ændre sig, og de har derfor et større potentiale ved at adoptere digitale løsninger, forklarer Morten Høgh-Petersen og fortsætter:

– Derfor ligger der også en opgave for revisorerne i at overbevise kunderne om, hvorfor de bør digitalisere, så der opstår et bedre og mere digitalt samarbejde mellem revisor og kunde. På samme måde bør vi blive bedre til at forstå kunderne, uddanne dem og derved hjælpe dem. Jo bedre SMV’erne forstår deres forretning, des mere interesserer de sig for den. Det vil i sidste ende skabe stærkere virksomheder.

Hvornår tager digitalisering fart?

Til revisorernes umiddelbare fordel er der stadig meget arbejde, der er nødt til at foregå manuelt og processer, der skal udføres af mennesker. Det er eksempelvis nødvendigt med fysiske lageroptællinger for at inspicere den fysiske tilstedeværelse af lagerbeholdninger. Her bliver man som revisor nødt til at møde op in person, inspicere og tale med de ansatte.

For Morten Høgh-Petersen handler den digitale adoption ikke om at integrere kæmpestore og dyre projekter, men blot om at komme i gang og finde de muligheder, der skaber direkte værdi for arbejdet og kunderne i dagligdagen.  

– Fokuser på de digitale løsninger der kan skabe værdi for dine SMV-kunder nu og her. Fokuser på løsninger der er med til at uddanne dine kunder og optimere deres forståelse af deres egen forretning. Så er du godt på vej,” tilføjer han.

– Selvom vi er konkurrenter, bør de danske revisorer i højere grad hjælpe hinanden ved at diskutere, hvilke digitale løsninger, der fungerer. Jeg mener, at vi alle har et ansvar for at udvikle og uddanne hinanden. Så er det bare om at komme i gang, prøve løsningerne og derefter implementere dem, der giver mening. Du kan altid ændre retning, tilføje mere eller fjerne de løsninger, der ikke fungerer optimalt. Det afgørende er helt simpelt at arbejde med digitaliseringen i praksis, understreger Morten Høgh-Petersen slutteligt.