Det skal fremtidens revisorer kunne

Af
Sissel Bloch

Digitaliseringen har medført en række innovative produktudviklinger af revisions- og bogføringssoftware henvendt SMV’ere. De intelligente og automatiserede softwareløsninger har medført en betydelig ressourcebesparelse for SMV’erne, men stiller samtidig krav til revisorer og bogholdere. PwC forudser, at de nuværende arbejdsgange vil være fuldstændigt ændret inden for de næste 20 år, hvor processerne vil foregå automatisk.

Automatisering bliver en nøglefaktor

Hvis revisorerne og bogholderne vil være konkurrencedygtige i fremtiden, bliver de nødt til at omfavne den teknologiske udvikling og være omstillingsparate. Cloud accounting software er den største game changer i digitaliseringen af revision og bogføring, der tilbyder en lang række muligheder for at automatisere. Blandt de mest væsentlige procesforbedringer kan nævnes elektronisk fakturering og elektronisk betaling. Der er her tale om processer, der tidligere krævede en række touch points og løbende opdatering, men som nu kan sættes op til at foregå fuldautomatisk. Udviklingen vil utvivlsomt udhule dele af det nuværende servicemarked for revisorerne, som bliver nødt til at introducere nye produkter. Økonomisk rådgivning, og strategisk sparring er oplagte områder, hvor vi allerede i dag ser et forøget fokus. Her er tale om ekspertiseområder, hvor revisorer typisk har spidskompetencer, som er sværere automatisérbare, og hvor der vil kunne genereres en betragtelig meromsætning.

Mulighed for tættere sparring

Dataanalyse som et styringsredskab er ikke længere forbeholdt store ressourcestærke virksomheder. Mange SMV’ere bruger i dag trends i data til at træffe beslutninger, og her ligger der også et potentiale for revisorerne. Den øgede mængde finansielle data giver et stærkt grundlag for tæt monitorering og styring af virksomhederne. Hvor den økonomiske sparring i dag i de fleste tilfælde begrænses til rådgivning på baggrund af resultatopgørelsen og balancen, vil man fremadrettet kunne navigere ud fra langt mere detaljerede analyser. Her vil det være op til revisorerne at sætte sig på dette serviceområde, og herigennem opnå flere interaktioner og i sidste ende et tættere forhold til deres kunder.

Lavere oprettelsesomkostninger

Automatisering og mulighederne for at udføre distancearbejde betyder, at omkostningerne for at oprette virksomhed bliver lavere. For servicevirksomheder vil nødvendigheden af at betale for kontorfaciliteter f.eks. være begrænset, ligesom administration vil blive mindre ressourcekrævende. Hvor mange virksomheder tidligere havde behov for en eller flere bogholdere på fuld tid, vil det for mange SMV’ere kun være nødvendigt at have en freelancer tilknyttet på deltid. Det vil med al sandsynlighed betyde, at det vil blive lettere at starte virksomhed, hvorfor vi kan forvente at se flere nyoprettede SMV’ere. Samtidig stiller det krav til bogholderne om, at de formår at tage de digitale værktøjer til sig og omstiller sig til en ny markedssituation.